BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Til stillingen håber vi at finde en psykolog, der har klinisk samtaleerfaring og et dyberegående kendskab til klinisk undersøgelsesmetodik, herunder erfaring med psykopatologi, gerne fra Psykiatrien. Derudover vil indsigt i arbejds- og organisationspsykologiske problemstillinger være en stor fordel.
Arbejdsmedicin er et speciale med læge- og psykologfaglig ekspertise indenfor sammenhæng mellem helbred, sygdom og arbejde. Arbejdsmedicinsk Ambulatoriums hovedformål er at fremme sunde og sikre arbejdsmiljøer gennem patientundersøgelser, formidling og forskning.
Dine arbejdsopgaver:
Den primære arbejdsopgave er arbejdspsykologiske undersøgelser, som indebærer at undersøge sammenhæng mellem arbejdsmiljøfaktorer og udvikling af stress- og traumeudløste psykiske tilstande. Der vil være ligeledes være fokus på at etablere et handlerum for patienterne, herunder rådgive om muligheder for arbejdsfastholdelse og reduktion af arbejdsmæssige belastninger samt vurdere behandlingsmuligheder. Derudover består opgaven bl.a. af kontakt til arbejdsmiljøorganisationer, ledere, fagforeninger, kommuner og Arbejdstilsynet i forebyggende øjemed, på individ- og hvis muligt, arbejdspladsniveau.
I arbejdet indgår til tider rundbordssamtaler på patienternes arbejdspladser samt undervisning og formidling af arbejdspsykologiske temaer til faglige møder, på arbejdsmiljøkonferencer og på arbejdspladser. Ambulatoriet tilbyder udvalgte patienter et kognitivt baseret gruppebehandllingsforløb ”MARS” (Midler mod ArbejdsRelateret Stress), som du eventuelt kan inddrages i. Der er desuden gode muligheder for at deltage i forsknings- og udviklingsprojekter. Indadtil er arbejdsformen præget af tværfagligt samarbejde mellem læger, psykologer, lægesekretærer og ansatte i socialmedicin. Samtidig kræves der høj grad af egen faglighed og selvstændighed. Psykologfagligheden er yderst relevant og voksende i arbejdsmedicin, hvorfor vi har interesse og blik for at videreudvikle kerneydelsen samt styrke samarbejde eksternt, herunder positionering i feltet indenfor arbejdsmedicin og forebyggende arbejdsmiljø.
Vi håber, at du:
• Er autoriseret og har en stærk psykologfaglig fundering.
• Har erfaring og viden indenfor psykologiske undersøgelser, psykopatologi, gerne fra Psykiatrien, interventionssamtaler samt arbejds- og organisationspsykologi.
• Har forståelse for hvilken rolle arbejdet spiller for mennesker samt en stærk motivationen for at hjælpe.
• Kan arbejde selvstændigt og samtidig har samarbejdsevner og lyst til at arbejde i et tværfagligt krydsfelt.
• Har gode kommunikationsevner både skriftligt og mundtligt og trives med at tale foran andre.
• Trives med høj grad af skriftlig dokumentation i arbejdet.
• Har interesse i at holde dig ajour med relevant forskning indenfor området samt i at arbejde evidensbaseret.
• Har interesse i at bidrage til kvalitetsudvikling og anden vidensdeling på afdelingen i form af bl.a. intern undervisning.
Hvem er vi?
Den arbejdsmedicinske funktion er en del af Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling, Region Sjælland. Vores arbejdsplads er beliggende for sig selv i en bygning på Holbæk Sygehus tæt på Holbæk Station. Vi har derudover satellit-ambulatorier i Nykøbing F og Køge, da vi varetager de arbejds- og socialmedicinske opgaver i hele regionen. Senere i ansættelsen kan der derfor også blive tale om enkelte arbejdsdage i vores lokaler i Nykøbing F og/eller på Sjællands Universitetssygehus, Køge. Afdelingen har samlet omkring 60 medarbejdere - læger, psykologer, sekretærer og andre faggrupper. De to specialer har tæt dagligt samarbejde med fælles lokaler, møder, konferencer og udviklingstiltag. Afdelingen ledes af cheflæge Ann Lyngberg. Den arbejdsmedicinske funktion består af en ledende overlæge, 5 overlæger, 5 afdelingslæger, 4 yngre læger, 3 lægesekretærer – og lige nu 4 psykologer. Den socialmedicinske funktion består af 8 overlæger, 3 afdelingslæger, 6 yngre læger, en psykiater, 2 psykologer, en socialfaglig konsulent og 3 lægesekretærer.
Selvom psykologerne i socialmedicin varetager nogle lidt anderledes arbejdsopgaver, er der etableret et stærkt fagligt fællesskab på tværs af de to specialer, med rig mulighed for sparring og drøftelse af fælles psykologfaglige interesser. Der afholdes faste, månedlige psykologmøder. Det er desuden muligt at spare med afdelingens psykiater. Vi har en god og uformel omgangstone og spændende arbejdsopgaver. Vi har daglig konference, men også løbende kollegial sparring. Vi lægger vægt på en god introduktion, som vil blive tilpasset din faglige baggrund. Der er gode muligheder for supervision og faglig udvikling inden for feltet. Som led i eventuel oplæring og supervision tildeles både læger og psykologer to lægelige vejledere, der forestår en stor del af den daglige supervision. Vi prioriterer forskning højt og har tilknyttet et professorat. Vi har en flot nyistandsat bygning med gode kontorfaciliteter, hvor du vil få din egen faste arbejdsplads. Det vil være muligt at tilrettelægge dine arbejdstider og opgaver fleksibelt. Vi prioriterer, at arbejdet hænger bedst muligt sammen med dit familie- og fritidsliv.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en vagtfri fuldtidsstilling på 37 timer.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Hvis du vil vide mere
Du er velkommen til at kontakte:
Ledende overlæge Jonas Winkel Holm, jcho@regionsjaelland.dk eller
Uddannelsesansvarlig overlæge Morten Blønd, mblo@regionsjaelland.dk eller
Psykolog Cecilie Westergaard Olsen, cewo@regionsjaelland.dk
Telefonisk: Arbejdsmedicinsk Ambulatorium 59 48 98 51
Tiltræden 1. oktober 2023 eller efter aftale
Ansøgningsfrist 20. august 2023
Samtaler forventes afholdt torsdag 24. august(om eftermiddagen).
Om Holbæk Sygehus
Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi vil være førende i diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og vi har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.
Vi er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet. Du kan se mere om job på Holbæk Sygehus her.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Holbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen 15, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://www.regionsjaelland.dk/job-og-uddannelse/jobside?hr=show-job/36775&linkref=21706&locale=da_DK
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5885109