Danskerne dropper solcremen i Danmark

Profilbillede
dato

Vejrudsigten lover masser af sol i weekenden, og det er tid til at finde solcremen frem. Desværre undervurderer mange danskere behovet for at beskytte sig, når de steger i solen i Danmark, viser en ny undersøgelse. Husk beskyttelsen – også i Danmark, lyder det fra overlæge.

Lader du solcremen ligge på hylden, når solen skinner i Danmark? Så er du langt fra den eneste. En ny undersøgelse fra Kosmetik- og hygiejnebranchen viser, at en stor del af danskerne slet ikke beskytter sig med solcreme mod solens skadelige stråler, når de steger i solen i Danmark.

Hver femte dansker anvender aldrig solcreme, når de opholder sig i Danmark, og solen er fremme. Og kun 53 % bruger solcreme, når de lægger sig på stranden eller solbader andre steder. Det viser undersøgelsen blandt 1.004 danskere, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Kosmetik- og hygiejnebranchen.

”Mange danskere har desværre et ret afslappet forhold til at beskytte sig mod de kræftfremkaldende stråler, når de opholder sig i solen i Danmark. Det er en uheldig opfattelse, at så længe man bare er i Danmark, så er solcreme ikke nødvendigt,” siger farmaceut og teknisk og regulatorisk specialist i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Klaus Vedel Jensen og tilføjer:

”Vores undersøgelse viser også, at danskerne bruger for lidt solcreme, når de smører sig ind. Kun 14 % svarer, at de bruger den anbefalede mængde på 30 ml eller mere, når kroppen og ansigtet skal have en tur med det beskyttende lag af solcreme.”

Ekspert: Solcreme er også nødvendigt i Danmark
På grund af coronakrisen og rejserestriktioner planlægger mange danskere, at ferien og sommeren skal tilbringes i Danmark. Ifølge en analyse fra Dansk Bank er det kun 13 % af danskerne, der forventer at tage på sommerferie i udlandet i løbet af sommeren 2021.

”Selvom UV-strålingen ikke er helt lige så stærk som sydpå, så er der alt muligt grund til også at beskytte sig, selvom man har droppet sommerferien under sydlige himmelstrøg og i stedet holder ferien i Danmark. Vores lyse hud og dårlig beskyttelse er en farlig cocktail, der øger risikoen for at udvikle hudkræft markant,” siger Martin Glud, overlæge ved Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og specialist i hudkræft.

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse er Danmark blandt de lande i verden, hvor den største andel af befolkningen rammes af hudkræft. Cirka 19.000 nye tilfælde af hudkræft bliver diagnosticeret hvert år i Danmark. Og i løbet af de seneste 30 år er hudkræfttilfælde i Danmark fordoblet for kvinder og mere end tredoblet for mænd.

Gode råd om solbeskyttelse
Brug rigelig med solcreme, når du smører dig ind. Én håndfuld til én krop.

Smør dig ind igen, når du har badet, svedt meget eller tørret dig med et håndklæde

Tjek om din solcreme er blevet for gammel, før du bruger den. Kig efter krukkesymbolet bag på din solcreme, der fortæller hvor længe din solcreme kan holde sig efter åbning.

Undgå at opbevare din solcreme i direkte sollys eller ved for høj varme. Så holder den bedst.

Kilde: Ritzau